Om Immegrams forlis

Om Immegrams forlis

Beretning vedrørende Imme Grams forlis d. 25. juli 2009.

Hændelsesforløbet op til, under og efter forliset.

Onsdag d. 22. juli

Kl. 8.00 sejlede vi fra nordvestsiden af Tåsinge mod Lyø hvor vi ankommer omkring kl. 14 til lejrpladsen lige vest for ø-lejren på sydsiden af øen..

Dagens vejrmelding lød på sydøst 3-8 m/s senere drejene til sydvest. Baggrunden for at gå til Lyø var at komme længst muligt vest på for at have gode sejlmuligheder for en vestenvind senere på ugen.

Vejrudsigterne for torsdag og fredag lød på sydvest og vest 3-8 m/s og 5-10 m/s, hvorfor jeg, Sissel Kondrup, forventede at begge dage ville blive sejldage.

Da vejrmeldingen lød på tiltagende vind lørdag fra nord vest var ønsket at aflevere Imme Gram i læ, enten i Helnæsbugten eller på Bjørnø.

Torsdag d. 23. juli

Morgenvejrudsigten varslede torden vestfra og stedvis vind op til 13 m/s, hvorfor det blev besluttet at blive på Lyø indtil fredag, hvor vi ifølge den daværende vejrmelding ville have fint vejr til sejlads.

Der blev sat lænsehold til at lænse hver 8. time (Det har været praktiseret på hele togtet).

I løbet af dagen trak tunge skyer ind vestfra og det begyndte at blæse op til omkring 10 m/s. Da aftenlænseholdet skulle ud kl. 22 og sætte lanternen var der kommet så meget vind, at det var umuligt for dem at ro ud til skibet, der lå ca. 50 meter fra kysten. I forsøget på at komme derud knækkede en af årerne til jollen.

Vi lånte et sæt årer og forsøgte igen ro ud til skibet, men da det mislykkedes vadede/svømmede et lænsehold ud og satte lanternen. Skibet lænses fortsat hver 8. time.

Fredag d. 24. juli

Et par besætningsmedlemmer tog med den første færge til Fåborg for at købe nye årer til jollen, som skulle bruges inden vi kunne komme af sted. Vejrudsigten fredag morgen lød fortsat på sejlvejr, hvorfor vi aftalte at holde skibsmøde, så snart folk var tilbage fra Fåborg.

I løbet af formiddagen ændredes vejrmeldingen og der blev nu igen varslet torden vestfra og tiltagende vind.

Da vi holdt skibsmøde kl. 11.30 var vinden blæst op til omkring 8 m/s og tiltagende og tordenskyer trak ind fra vest, hvorfor det blev besluttet at afvente situationen og se om tordenvejret drev over.

I løbet af eftermiddagen fortsatte tordenvejret med at bygge sig op over Jylland og komme ind over os. Kl. 14 blev det besluttet at vi ikke kunne sejle.

I løbet af dagen blev det drøftet om vi skulle flytte Imme Gram længere ud fra kysten da vinden var tiltaget til omkring 10-12 m/s med kraftige stød, men efter torsdagens uheld med jollen og problemer med at ro den i hård modvind blev det besluttet at lade Imme Gram ligge de 50 meter fra kysten, således at de kunne lade sig gøre at vade/svømme ud og lænse.

Lørdag den 25. juli 2009

Skiftedag mellem besætningerne for uge 30 og uge 31.

Sissel Kondrup afmønstrer og Claus Iversen påmønstrer som skipper.

Imme Gram ligger ved ø-lejren på Lyø, dvs på Lyøs sydvestlige side. Der blæser ca 10 m/s fra vest.

Den nye besætning ankommer til Lyø med færgen kl. 12.40. Skift med den afgående besætning ved færgelejet på Lyø. Esben, der sejler i uge 30 og 31, er i lejren og holder øje med Imme Gram og lejren.

Ankomst ved lejren ca. kl. 14.00. Esben meddeler at Imme sidst blev lænset kl. 7.00 lørdag morgen. Imme Gram ligger langt inde, med agterstævnen ret ind mod kysten. Der er en kraftig sø og hun ligger i brændingen, således at søerne knækker ca. midtskibs. Strømmen der er sydgående langs kysten gør, at hun af og til drejes lidt ud af vindøjet. Jeg, Claus Iversen, sætter et lænsehold, der lænser Imme Gram kl. 17.00. Derudover flyttes Imme Gram ca. 10 meter længere ud for at komme fri af brændingen. Imme Gram ligger derefter fri af brændingen, men stadig på så lavt vand, ca. 1 ½ meter, at vi kan vade/svømme ud til hende uden at bruge jollen. Derfor er det nødvendigt at holde Imme Gram forholdsvis langt inde fordi jollen er en stor aluminiums jolle, som ikke er egnet til at gå ud gennem den kraftige sø og vind.

Kl. 21.00 lænser vi igen Imme Gram, vi er færdige ca. kl. 21.30. Vinden er taget til i styrke, det blæser over 10 m/s – omkring 12 m/s – og søen er taget til. Vi fjerner ca. 25 % af ballasten for at hun kan ligge lettere og bedre kan ride på bølgerne. Det næste lænsehold sættes til kl. 23.45.

Kl. 23.30 meldes det, at Imme Gram ligger flot. Kl. 23.45 melder lænseholdet, at Imme Gram er væltet før de kom derud. Pga. søen og vinden der fortsat er tiltagende, og mørket er det for farligt at forsøge at rejse eller flytte Imme Gram midt om natten. Vi samler løsdele op på stranden og samler det i lejren, – blandt andet dele af et knæ og dele af en bordgang med årehuller i.

Formanden for Tønder Skibslag, Sissel Kondrup, underrettes om det skete.

Søndag den 26. juli 2009

Kl. ca. 6.30 gøres et forsøg på at få Imme Gram længere ud, dette forsøg mislykkes. Vinden er flovet men det blæser stadig ca. 10 m/s og søen er fortsat høj og kraftig. Imme Gram har på dette tidspunkt skabt et hul i sandet under sig midtskibs, men samtidig ligger den agterste del på en sandbanke. Hun mangler et af de midterste bord i styrbordsside, det er 3. eller 4. bord fra oven. Det besluttes at for­søge at rejse hende igen, når der er højvande og det besluttes at lade masten sidde i for evt. at bruge den til at rejse Imme Gram senere. Vi bjærger sejlet og dragehovedet.

Omkring middagstid ringer Sissel Kondrup for at meddele, at der er forstærkning på vej fra Tønder Skibslag, der kan hjælpe med at rejse Imme Gram. Ø-lejren underrettes om det skete og de ind­villiger i at stille ca. 20 voksne kl. 17.00, der evt. skal være med til at skubbe Imme Gram længere ud.

Kl. 16.00 ankommer Sissel Kondrup, Brad Axmith, Jesper Holst, Stine Holst, Sten Haxø og Arne Mortensen. Vinden og søen har nu lagt sig noget, – det blæser ca. 8 m/s. Ca. kl 16.30 er vi igen ude ved Imme Gram med den ankomne forstærkning. Det besluttes at tage masten af for at forsøge at vende Imme Gram. Da masten er taget af, vender hun den forkerte vej rundt og lægger sig med kølen op. Da Imme vender rundt flækker agerstævnen i styrbord side. Vi lægger Imme for to ankre og får hende drejet så hun ligger langs med kysten. Derefter fastgøres et tov til Imme Grams styrbord side, der går hen over kølen og ind i land. Med ø-lejrens traktor forsøger vi at dreje Imme Gram rundt. Dette mislykkedes. Vi kapper ankertovene og forsøger igen, – dette mislykkedes ligeledes. Endelig forsøger vi at få Imme Gram på land med kølen opad, hvilket viser sig ikke er muligt. Kølen er nu ved at knække i skarringen og forstævnen er flækket helt åben. Kl 19.10 opgiver vi at redde Imme Gram. Jesper, Arne, Brad, Sten og Stine beslutter sig for at nå færgen kl. 19.30 retur til Fåborg. Sissel Kondrup bliver og hjælper os med at tage de nødvendige beslutninger og rydde op.

Imme Gram trækkes så langt ind på stranden som det er muligt, for at undgå risiko for at skrogdele kan drive til havs til gene for andre sejlere.

Mandag den 27. juli 2009

Kl. 11.00 ankommer Sten Jørgensen med bil og trailer. Vi læser traileren med meget grej fra Imme og samler resten i en bunke ved ø-lejren. Vi aftaler med dem at vi kommer tilbage og rydder op i løbet af en måned. Sissel Kondrup orienterer Fåborg-Midtfyns kommune, Beredskabsstyrelsen og Politiet, hun aftaler med dem at vi kommer tilbage og rydder stranden, og efter aftale med Sydfyns politi bindes der et tov i skibet, der forankres med det store anker på strandengen.

I Fåborg deles besætningen fra uge 31, nogle tager hjem og en stor del tager til Kalvø for at rydde op. På Kalvø venter Thyge Jensen og Gitte Niemann fra Tønder Skibslag.

Ved forsøgene på at redde Imme Gram har det været afgørende ikke at tage beslutninger, der kunne bringe personer i fare. Der er under de beskrevne hændelser ikke sket nogen personskader i forbindelse med forliset og forsøgene på at redde Imme Gram.

Åbyhøj 30. juli             København 31. juli 2009

Claus Iversen                            Sissel Kondrup

Skipper for uge 31, 2009.                     Skipper uge 30, 2009

Formand Tønder Skibslag.

Skriv et svar